Fra 2 til 5

Historien om mit køb af MX-5 havde sin begyndelse allerede omkring den tid jeg fik kørekort (altså 1998). Jeg var dengang blevet forelsket i den - på det tidspunkt - spritnye model MX-5. Især i den smarte "guld-farve" den kunne fåes i. Det gik endda så vidt, at jeg havde fundet en salgsannonce i plakatstørrelse som var kommet op at hænge. Desværre hang pengene (heller) ikke dengang på træerne, så jeg kastede min opmærksomhed på mere tilgængelige biler - såsom den Toyota Celica jeg endte med at købe. I årene herefter døede drømmen om en Mazda MX-5 lige så stille ud.

Fast forward

- Til året 2009. Eller måske rettere slutningen af 2008. Min lillebror, Anders, fyldte 18 år i marts 2009 og var derfor i bilindkøbsmode. Han kiggede på mange forskellige slags biler - både nye småbiler, brugte familieøser og fornuftigt prissatte sportsvogne. En af disse sportsvogne var en Mazda MX-5. Som tiden gik blev han mere og mere bidt af tanken, men da jeg ikke var den store fan af 1. generation MX-5 (NA for kendere), var min interesse til at overse. Jeg prøvede selvfølgelig at rådgive så objektivt jeg kunne, og vi kom også ud og se på en ved en forhandler. Desværre viste det sig, at der var lidt for lidt plads til hans ben på førerpladsen, så han droppede tanken om Mazda og endte med at træffe det fornuftige valg - en ny Toyota Aygo. Jég kunne derimod godt være i Mazda'en - men var stadig ikke den store fan af dén model.

Toyota'en strejker

Oplevelsen havde dog alligevel sat sit spor, for da jeg et år senere var så uheldig at min gamle MR2 pure nægtede at starte hele vinteren - endda i den længste sne-/is-vinter i lang tid - fik jeg hurtigt den tanke at bilen da vist også snart var udskiftningsmoden. Derfor gik jagten ind efter en erstatningsbil. Første tanke var endnu en MR2 i samme model, men det havde jeg ligesom prøvet. Så tænkte jeg en MR2 af anden generation, primært fordi jeg syntes at den var/er utroligt flot. Den tanke holdt jeg noget tid, indtil jeg var forbi en forhandler der havde en til at stå - lige ved siden af en Mazda MX-5 (1. generation). Den megen fokus på MX-5 forrige år og en frygt for høje vedligeholdelsesomkostninger ved en, trods alt, relativt gammel MR2, gjorde at jeg lige så stille blev mere og mere tændt på MX-5. Den skulle selvfølgelig være nyere end MR2'eren, så jeg fandt først nogle '96-'97 NA'ere, som var i meget pæn stand. Men det viste sig at springet op i pris til en 2. generation (NB) faktisk ikke var så stort, så jeg begyndte stille og roligt at fokusere på '98 og opefter.

Turen går til ... Tyskland

Efter på den måde at have forhøjet budgettet adskillige gange ud fra devisen, at "når man nu er igang, så kan man jo også lige...", endte jeg ud i at en 1.6'er var i underkanten, så det skulle jo være en 1.8 - men det endte med at begrænse udvalget en del. Dels skulle bilen have den rette motor, den skulle også have den rette pris (jeg havde på dette tidspunkt hævet budgettet med over 50.000 kr) og den skulle have den rette farve - hvilket i øvrigt ikke længere var den "guld-farvede". Efter at have set nogle stykker i virkeligheden, som alle var falmede og kedelige i lakken, blev den farve dømt ude. Jeg begyndte derfor, først for sjov, at kigge på mobile.de efter det tyske udvalg. Det blev lige pludselig alvor, efter jeg i en joke havde spurgt min chef om han kendte nogen der kunne tysk, som jeg kunne låne til at hente en bil. Det viste sig, at han da tilfældigvis kendte en som gjorde en del i at hente biler fra Tyskland, så ham blev jeg pludselig sat i kontakt med! Så fik jeg jo lige pludselig travlt med at finde ud af hvilken bil jeg ville have, så jeg løb mobile.de igennem fra ende til anden. Jeg faldt i den forbindelse over en pæn blå MX-5, som viste sig at være en speciel jubilæumsmodel. Det vidste jeg ikke noget om i starten, men var bare vild med farven (jeg elsker blå biler). Efter at have undersøgt den model lidt nærmere, blev det hurtigt besluttet at det var den model det skulle være. Den "store" 1.8 liters motor, 6 gear, spærredifferentiale, chrom-fælge og indfarvede læder sæder - så bliver det vist ikke bedre :-)

Jeronimo!

Det skulle så vise sig, at ham gutten der skulle hjælpe mig med at skaffe bilen hjem, ikke duede til så meget alligevel (eller ikke var interesseret, hvad ved jeg). Så jeg stod i et dilemma - skulle jeg opgive ideen om en tysker-bil og købe en dansk i stedet, eller skulle jeg kaste mig ud i det, til trods for at jeg er virkeligt ringe til det tyske sprog og aldrig havde importeret en bil før? Nu var jeg blevet så tændt på ideen, at jeg ikke kunne slippe den igen - så jeg valgte at gå videre med tysker-planerne. Det viste sig dog at være et større kludetæppe af små detaljer der skulle gå op i en højere enhed, før det lykkedes.

Første skridt på vejen var at få fornyet mit pas. Det var udløbet for flere år siden, så det var på høje tid. Dernæst var der puslespillet der hed vejret. Det hele foregik midt i en tre måneders istid, med periodevis snebyger og snestorm over både Danmark og Tyskland. Og siden jeg ikke ville køre ca. 1.000 km i snevejr i en bil jeg ikke kender og på ukendte dæk, var jeg meget fokuseret på vejrudsigten.

Næste problem var at finde en at tage med. Til sådan en tur er det bedst med noget selskab - ikke mindst så der er en til at overtage styringen hvis jeg bliver for træt. Af mine brødre var det kun Anders der havde et gyldigt pas, så han blev valgt - hvilket betød at vi var nødt til at springe flere weekender over, for han havde helliget dem til at besøge kæresten.

Sidst, men absolut ikke mindst, var selve bilen. Hvilken skulle man købe og hvor? Her startede jeg simpelthen med at sende mails ud til de forhandlere der så ud til at have de mest attraktive biler - lave km tal, originalt udseendet biler og gerne med lidt udstyr, sorteret efter pris, selvfølgelig. Nogle blev sorteret fra fordi forhandleren simpelthen ikke svarede, andre fordi forhandleren ikke virkede seriøs, andre igen fordi de havde været skadet og en enkelt blev sorteret fra efter det viste sig at bilen slet ikke havde det udstyr billeder og annonce gav udtryk for. Til slut var der kun 2-3 biler tilbage i opløbet, alle med ca. samme km tal og omkring samme pris. Den jeg valgte vandt primært på to ting: Først og fremmest havde den det bedste udstyr; både hardtop og A/C. Derudover var det den forhandler der virkede til at være mest interesseret i handlen - bl.a. var de hurtige til at tage ekstra billeder af bilen da jeg bad om det.
Der var dog også nogle enkelte "pletter i lakken" - bilen havde tidligere haft en mindre skade, hvilket betød en omlakeret kofanger, og den var også en smule i den dyre ende i forhold til de andre i slutspurten. Det lykkedes dog at få prisen ned i et acceptabel leje og skaden valgte jeg at stole på var blevet udbedret på fornuftig vis.

DSB......

Efter bilen var fundet, prisen forhandlet og pengene sikret i banken, var der ikke så meget mere at gøre end finde en dag at hente den. Forhandleren ville helst at jeg kom en hverdag (jeg havde håbet på lørdag for at det ikke forstyrrede mit arbejde), så jeg var nødt til at holde fri en fredag. Det var heldigvis heller ikke noget problem, så der blev bestilt tog-billetter til torsdag kl. 17:05. Jeg hentede billetterne om onsdagen, hvilket viste jeg at være en god idé, da der åbenbart var tvivl om hvorvidt de billetter jeg havde bestilt nu også var gyldige til den rejse jeg skulle foretage (men hvorfor så sælge dem hvis de ikke kan godtages?). Det var noget med et mindre stræk på ruten der skulle køres 2 gange (frem og tilbage), men kun var billet til en enkelttur. Billetkontoret ved DSB ville i stedet sælge mig en helt anden rute der kostede næsten det dobbelte - det ville jeg ikke være med til, så jeg tog chancen med den oprindeligt bestilte rute. Dog sørgede jeg for at købe en billet til det problematiske stykke af rute via den tyske pendant til DSB - Bahn.de, så jeg var på den sikre side.

Fut fut

Torsdag eftermiddag, den 25 februar 2010, mødtes jeg med min bror på Aalborg banegård, i begyndende snevejr hvilket bestemt ikke tegnede lovende. Vi sprang på toget og begyndte en togtur der skulle vare indtil kl. 10 fredag formiddag. Tiden gik langsomt - specielt fordi jeg ikke er i stand til at sove i et tog - men vi nåede frem til destinationen, en by ved navn Halle, lidt nord for Leipzig. Efter at være blevet forvirret af de tyske sporvogne og taget en vogn i den forkerte retning, endte vi endelig hos forhandleren ca. kl. 11:00.

Sprechen sie... English?

Selve købet af bilen foregik forholdsvist smertefrit, bortset fra at det viste sig at forhandleren ikke kunne tale engelsk. Hvilket er et problem, siden vi ikke kunne tale tysk... Det nærmeste vi kom, var en sekretær der kunne nogle få ord på engelsk, som blev sat på den utaknemlige opgave at være tolk mellem os. Set i bagklogskabens klare lys, burde jeg have været mistænkelig allerede fra vores email korrespondance - idet de konsekvent svarede mine (engelske) mails på tysk.
Eneste andet problem var at bilen var monteret med vinterdæk på stålfælge, og ikke på originalfælgene som jeg havde forstået fra mailene. Jeg ville have de originale fælge, idet de er sindssygt dyre at købe ved siden af - så er det væsentligt billigere at købe nogle nye vinterhjul. Så de fik besked om at sætte de originale fælge med sommerdæk på igen, og så måtte vi ellers bare krydse fingre for at vejret var på vores side.
Forhandleren havde sørget for tyske eksportplader, så efter at have tanket benzin på den nærmeste tankstation, blev GPS'en sat til at guide os i hjemlig retning.

Prøveplader?

Efter at have kørt Tyskland tynd nåede vi endelig grænseovergangen ved Padborg, hvorefter jagten gik ind på det nærmeste toldkontor, hvor jeg havde læst mig frem til at jeg var nødt til at hente et sæt prøveklistermærker, da de tyske efter sigende ikke var lovlige at bruge i DK. Efter at lave ledt i en halv time fandt vi endelig kontoret, hvor beskeden lød på at det ikke var nødvendigt med danske prøveskilte, så længe de tyske ikke var udløbet (de var gyldige weekenden over, så det var ikke et problem). Nå, bilen blev tanket igen, og det sidste stræk motorvej blev taget hul på. Vi var som nævnt meget obs på vejret, da der var begyndt at sne dagen forinden og bilen var på sommerdæk. Heldigvis var vejrguderne med os, for sneen var blevet til regn og tø, så ca. fra Kolding og resten af turen hjem til Nordjylland var der udelukkende regnvejr. Jeg tror aldrig jeg har været så glad for regn som jeg var den dag :-)
I øvrigt blev vinduesviskerne næsten ikke brugt på hele turen, da bilen var behandlet med Rain-X inden jeg købte den. Dét er noget der virker!

Bilens pris

Til sidst har jeg opsat en lille tabel med bilens samlede pris, når alle udgifter er talt sammen.

Dato Beskrivelse Pris
  Total: kr. 136.892,65
24-02-2010 Tog billetter / transport kr. 1.673,67
26-02-2010 Bilkøb - € 7.400,00 til kurs 757,77 kr. 56.074,98
02-03-2010 Prøveplader kr. 300,00
04-03-2010 Syn + toldsyn (FDM) kr. 790,00
04-03-2010 Registreringsafgift kr. 76.874,00
08-03-2010 Nummerplader kr. 1.180,00